Sepia-toning er en gammel teknik som blev anvendt på papirkopier for år tilbage, og dengang foregik toningen ved hjælp af kemikalier. Der kunne være stor forskel på selve farveholdningen i toningen, så idag bruges betegnelsen sepia lige så meget om det der også blot blev kaldt bruntoning. Bruntoning foregik ved, at et allerede fremkaldt, fixeret og skyllet fotografi blev udbleget i et blegebad og efterfølgende tonet i et toningsbad som erstattede alle de oprindelige sorte “sværtninger” med en brun tone. Det var et temmelig kradsbørstigt projekt og stanken af rådne æg hang i luften mange timer efter, at toningen var overstået.
Meget kan man sige om effekter i Photoshop, men ligefrem at stinke, det gør det i hvert fald ikke…
Her følger en kort gennemgang af principperne i toning af billeder i Photoshop.
Hvis du kommer lige fra gennemgangen af “Sort/hvid i Photoshop” har du måske mod på at fortsætte her. Ved at bruge adjustment layers kan du fortsætte direkte, hvor du slap, men du kan også blot bruge efterfølgende tonings-teknik til billeder du allerede har liggende i sort/hvid.